At undgå mælk i vuggestuen er ikke ligetil...
Hej - Jeg hedder Pernille, er 39 år, er gift med Thomas og vi har 3 børn: Emma på 8, Mikkel på 6 og Rasmus på 1. Vores søn Rasmus bliver meget syg, når han får mælk.
Rasmus startede i vuggestue d. 1. september 2008 og havde kun gået i vuggestue et par dage, da han blev syg første gang. Først tænkte vi ikke nærmere over det, da der jo er mange nye baktusser og børn at vende sig til. Men da han fortsatte med at være meget syg de efterfølgende måneder ville vi gerne prøve at undgå mælk - han fik mellemørebetændelse ca. hver anden uge og fik astmatisk bronkitis. Han havde stort set ikke været syg en eneste dag inden han startede i vuggestue.
Han har aldrig fået komælk derhjemme - kun den lille mængde mælk vi brugte i madlavningen. Men i vuggestuen fik han både mælk at drikke, ost, yoghurt, smør og andre mælkeprodukter i madlavningen.
Vi spurgte derfor vuggestuen om vi kunne få dem til at prøve at holde Rasmus fri for mælk i en kort periode - bare drikke vand i stedet for mælk og undgå ost og smør.
Ifølge vuggestuen er det ikke muligt, da de ifølge Roskilde Kommunes regler ikke må fravige fra deres planlagte kostsammensætning uden en lægeerklæring.
Vi ringede derfor til vores læge.
Vores læge sagde, at hun ikke mente, at der var en sammenhæng imellem mælkeindtag og sygdomme. Hun mente faktisk slet ikke, at vi behøvede få ham undersøgt, for han var nok ikke overfølsom overfor mælk og det var bare vuggestuestarten, der gjorde ham syg!! Så hun kunne ikke hjælpe os med en lægeerklæring.
Og uden en erklæring fra lægen kunne vuggestuen ikke undlade at give ham mælk og vi havde udsigt til endnu flere omgange mellemørebetændelser og endnu mere astmatisk bronkitis.
Hvad gør man så - vi stod med et sygt barn, der bare havde udsigt til at blive mere og mere syg. Vi (min mand og jeg) havde efterhånden haft mere "barn syg" end arbejdsdage siden Rasmus startede i vuggestue og situationen var bare ikke holdbar - for nogen af os!
Jeg skrev derfor til Børne- og Ungedirektøren i Roskilde Kommune. Han henviste kig videre til den pædagogiske konsulent, der meget venligt fortalte, at i Roskilde Kommune har de en kostpolitik, der passer til 98% af børnene og så er der jo 2 %, der falder udenfor og det kan Roskilde Kommune ikke gøre noget ved. Han havde i øvrigt aldrig hørt nogen tale om, at mælk var sygdomsfremkaldende..... SÅ VÅGN DOG OP!!
Vi tog tilbage til vores læge og efter en høflig anmodning fik vi en lægeerklæring på 3 måneders mælkefri kost til Rasmus - og kommentaren: "I skal bare vide, at selvom det viser sig at virke, så kan jeg ikke give Jer en forlængelse, da han jo nok ikke er overfølsom overfor mælk!!!"
Så ca. 1. december 2008 kunne Rasmus starte på sin mælkefri kost. Omkring d. 10. december fik han lagt dræn pga. de mange mellemørebetændelser, så vi var egentlig lidt i tvivl om, hvad der havde hjulpet mest - den mælkefri kost eller drænene. Frisk og rask var han i hvert fald - det var bare dejligt at se vores søn frisk og rask og glad og fræk igen.
Hvad der sker mere - ja - det må I læse i mine kommende indlæg :-)
Vi skrives - Pernille
<- tilbage til nyhedslisten
|