Mælkefri kost – hvad betyder det??
Hvad gør man så, når man nu pludselig skal leve mælkefrit? Hvad med mælken vi bruger i madlavningen og er det overhovedet muligt at leve et normalt liv uden mælk? Heldigvis er svaret klart JA i begge tilfælde.
Så langt så godt – nu havde vi en lægeerklæring på 3 måneder uden mælk – men hvordan gør man så når man skal leve mælkefrit??
Vi begyndte at lede på Internettet og fandt denne hjemmeside – komælk.dk. Det var en stor hjælp og Gert sendte mig en oversigt over, hvad mælk kunne hedde i ingredienslisten på fødevarer. Den findes også i mere printvenlig form på komælk.dk – se under punktet kost – eller ved at klikke på dette link: komaelk.dk/fileadmin/user_upload/pdf/Hvad_maelk_kan_hedde_-_kort.pdf
Komælk har mange synonymer: Animalsk fedtstof, Animalsk olie, Smørolie, Smøraroma, Margarine, Minarine, Inddampet mælk, Mælkebestanddele, Mælketørstof, Tørmælk, Mælkepulver, Skummetmælkspulver, Sødmælkspulver, Mælkeprotein, Lactalbumin, Kasein, Kaseinat, Kalciumkaseinat, Kaliumkaseinat, Natriumkaseinat, Valle, Valleprotein, Vallepulver, Laktose (mælkesukker)
Men heldigvis fandt vi hurtigt ud af, at der faktisk findes masser af varer, der ikke indeholder mælk. De fleste fødevarer indeholder vegetabilske fedtstoffer og ikke animalske fedtstoffer. Men der var også nogle varer, der ikke længere er en del af vores husholdning – bla. Stryhns leverpostej, der er smækfyldt med mælk. Heldigvis er der mange gode alternativer uden mælk.
Vi prøvede at erstatte mælken i madlavningen med vand – og til vores store overraskelse kunne vi stort set ikke smage forskel! Pandekagerne smagte som de plejede – bortset fra, at de ikke brændte på længere… Chokoladekagen blev mere svampet på den gode måde og brødet og frikadellerne blev sprødere end før.
Vi købte nogle vitaminpiller til Rasmus (mælkemineral), der indeholder kalk, så han får sin daglige dosis kalk – 500 mg calcium skal der til for en dreng på Rasmus alder. De bliver knust på havregrøden, der i øvrigt nu bliver kogt på vand i stedet for mælk :-)
Så heldigvis er der stadig et liv efter mælken er fjernet fra vores kost – og det er nu et liv uden de mange sygedage, som vi havde før.
Så til alle, der oplever symptomer på at børn eller voksne ikke kan tåle mælk: Prøv at udeluk mælken fra Jeres kost – I vil blive overrasket over hvor let det egentlig er og hvor lidt man savner den hvide væske efter meget kort tid!
Vi blogges ved :-)
Hilsen Pernille
<- tilbage til nyhedslisten
|